EnergiHus og hjemMiljø

Pift dit hjem op med en biopejs

Brændeovnens funktion som stuens epicenter er ikke længere forbeholdt husejere med god plads. Med de nydelige biopejse er flotte flammer blevet allemandseje.

Vægmalerier, stueplanter, dyre designermøbler eller nipsgenstande i lange baner. Der er mange måder at skabe hygge i de hjemlige rammer, og hver mand eller kvinde – hver sin smag. For mange er det dog en fællesnævner, at blussende flammer bag en brændeovns smudsede glasrude er næsten synonymt med hygge.

Brændeovnen er ofte det samlingspunkt, der forener varme, komfort og samtale. Og for nogle familier er den nok i sig selv. Som en institution i stuen, der ikke behøver noget supplement. For hvem kan ikke nikke genkende til på et tidspunkt at have fortabt sig i flammerne – stirret sagligt ind mod dem med benene over kors og tankerne alle andre steder? Så er roen komplet.

Desværre er den klassiske brændeovn alt for få mennesker forundt. Stor, ubekvem at flytte på og vel akkompagneret af en alenlang brændestak, kræver et stort arbejde og et kvadratmeterantal, der kan være svær for byboere at stille.

Det er der dog kommet råd for, for med de nye biopejse, der ikke blot er enormt pladsbesparende, men også er en fryd for øjet, findes et alternativ. Både til byboen i den snævre etageejendom og æstetikeren, der ikke trives med det look, et monstrum af en brændeovn giver lokalet.

Flammer og stilrent design

Biopejsene udmærker sig først og fremmest ved den bekvemmelighed, de præsenterer, hvis man sammenligner dem med den klassiske brændeovn.

Her slipper man bl.a. for de grums og lugtgener, der kan følge med den sædvanlige afbrænding af træ.

Biopejsen fungerer ved, at den anvender bioethanol som brændsel. Slet ikke så giftigt, som det lyder og rent faktisk udvundet fra organiske materialer og afgrøder.

Det praktiske ved bioethanol er, at det er betragteligt mere pladsbesparende end store, firkantede træstykker, der tilmed skal opmagasineres og holdes tørre i al slags vejr. Læg dertil, at bioethanolen ganske simpelt påfylde efter anvisning og ikke kræver nogen større hælde-anordning eller fingerspitzengefühl. En almindelig tragt og så er du i gang.

Bioethanolen har en typisk literpris i omegnen af 25 kroner, hvilket til gengæld er dyrere end brænde.

Pejsetypen findes både som væghængt og fritstående. Gennemgående er det, at biopejsen fylder væsentligt mindre og desuden ikke skal tilkobles på nogen måde. Det betyder, at den kan stå for sig selv – og lige frem udgøre et møbel eller element i sig selv i indretning. Og så gør det heller ikke noget, at langt størstedelen af biopejsene på markedet er designet i tråd med den minimalistiske, nordiske stil, der på én og samme tid er både tidsløs og oppe i tiden.

Kort sagt: Biopejsen har æstetiske fortrin, der vil kunne pryde langt de fleste hjem.

Hvis du vil læse om sikkerhed ved biopejs, kan du klikke her.

Værd at vide om biopejsen

Inden du investerer i en biopejs, der trods alle sine fortrin er en anelse dyrere i drift end den almindelige brændeovn, er der en række supplerende informationer, der er gode at have med, inden du foretager din egen vurdering.

Som tidligere nævnt findes biopejsen både som fritstående og især væghængt – som er værd at fremhæve.

Den væghængte biopejs er mobil. Så udover at kunne om-arrangeres efter behag, indretning og temperament, er den problemfri at tage med, hvis du engang fraflytter din bolig. Dermed er der ikke blot tale om en forhåndenværende investering, men en varig du kan tage med dig.

Med til den væghængte biopejs følger et vægophæng – en plade – der kan fastgøres, og som skåner den bagvedliggende væg for unødig slitage fra varmen, ovnen udleder.

Derudover skal du være opmærksom på, at bioethanolen er dyrere end brænde, hvis man måler på den varmeudledning, der genereres. Men hvis ikke, det er en bekymring, og bioethanolens bekvemmelighed vægter højest, er den til gengæld rigtig let at erhverve. Væsken kan efterhånden anskaffes i flere byggemarkeder og gør det selv-centre, såsom Bauhaus og Harald Nyborg såvel som online.

Der er penge at spare online, hvor store partier kan bestilles hjem, og det er muligt at sikre sig brændsel til hele året, hvis det skulle være det.

Ligesom med så meget andet er det dog vigtigt at holde øje med kvaliteten på bioethanolen. Skal du have fuld valuta for pengene, er væskens renhed målestokken. Holder den sig over 95%, kan du med ro i sjælen købe produktet.