Hus og hjem

Hvilket tag lever længst?

Det er ikke uden grund at taget kaldes husets klimaskærm. Det er nemlig taget, der beskytter huset mod både vind og vejr – og det er derfor, at det er vigtigt at have et tag, der er i tiptop stand. Når det bliver tid til at skifte taget ud, vælger mange derfor at gå efter tagtyper, der holder så længe som overhovedet muligt, så de ikke skal tænke på denne udskiftning igen. Men hvilke tagtyper holder egentlig længst? Vi har taget et kig på nogle af de mest populære tagtyper og deres forventede levetid.

Tagpap

Tagpap kan holde mellem 30 og 50 år, selvfølgelig afhængigt af underlag og kvalitet. Der er dog også andre faktorer, der spiller ind på levetiden, nemlig tagets hældning. Flade tage bliver f.eks. mest belastede og dermed hurtigst slidt. Derudover er det selvfølgelig også vigtigt at sørge for regelmæssigt at tjekke taget, især ved samlinger og inddækninger, herunder de elastiske fuger, hvor taget støder op til bl.a. skorsten, gavl, etc., så evt. Huller kan lukkes, inden taget og i værste fald huset lider skade.

Betontagsten

Betontagsten blev for første gang lagt op for ca. 40 år siden, og det holder stadig rigtig fint – dog med lidt slid, som man jo kan forvente af tagets alder. Det er altså ikke helt til at sige, hvor længe et betontag rent faktisk kan holde, men hvis taget blot er lagt med undertag, så er levetiden generelt afhængig af, at det holder tæt. Det er altså primært undertaget, der bestemmer, hvor længe dit betontag kan holde – og det betyder, at det altså er en god idé at få lagt et godt undertag, hvis du skal have et betontag.

Tegltag

Tegltaget har stadig markedets længste levetid. Hvis blot huset er i god stand og konstruktionen kan holde, så kan taget faktisk holde i mere end 100 år. Gamle tegltage fra før 90’erne er normalt understrøgne, og de skal derfor tjekkes/repareres jævnligt for at sikre den lange levetid. Et nyt tegltag er dog bygget med undertag, så det kræver ikke den store vedligeholdelse – måske kun lige en rens i ny og næ, mest for at holde teglstenene pæne.

Eternittag

Eternittag består af fibercementplader, der er fremstillet i naturlige og miljøvenlige råvarer. Hvis det lægges ordentligt og bliver vedligeholdt rigtigt, kan det holde i helt op til 35 år. Det er altså en god og stærk tagløsning til både klassisk og moderne byggeri.

Det skal lige nævnes, at som bekendt hænger pris og kvalitet sammen, så jo længere taget kan holde, jo mere kan du også regne med at taget koster. Det er dog altid billigere at vælge den dyre, langtidsholdbare løsning end at skulle skifte taget ud igen på et senere tidspunkt.